Get shit done

Drømmen om den eneste ene

gift-ved-foerste-blik-afsnit-1

Så du det første afsnit af eksperimentet ‘Gift ved først blik’ på DR1 i går aftes?

Det gjorde jeg. Det er efterhånden et lille års tid siden vi startede matchingprocessen og optagelserne, så det var sjovt at gense de 8 medvirkende. Her ser du en håndfuld selvtilfredse eksperter, som netop har matchet de 4 par op.

img_4958

De fleste af os drømmer om den store kærlighed. Om den eneste ene – der er skabt til mig. Det perfekte match. Det samme gjorde naturligvis de mange håbefulde mennesker, der meldte sig til tv-programmet ‘Gift ved første blik’ i foråret. Af forskellige årsager var de stadigvæk singler, men med et stærkt ønske om at møde den eneste ene.

Men hvad nu hvis ‘Gift ved første blik’-kandidaterne allerede havde mødt den eneste ene uden at vide det? Hvis den eneste ene rent faktisk havde været forbi, men var smuttet videre. Ikke fordi det ikke var det perfekte match, men fordi selv det perfekte match ikke har en jordisk chance for at udvikle sig til et kærlighedsforhold, hvis parterne hver især aktiverer uhensigtsmæssige adfærdsmønstre som f.eks. at lyve eller trække sig fra forholdet, når de føler sig truede eller pressede.

Sikkert er det ihvertfald, at vi alle sammen har nogle reaktionsmønstre, som kan være mere eller mindre bæredygtige i et parforhold. Reaktionsmønstre som vi typisk iværksætter, når vi bliver pressede og får negative tanker og begynder at tvivle på os selv, eller vores partner.

Tvivl og negative tanker kan imidlertid ikke undgås, når man gerne vil møde ‘den eneste ene’. Heller ikke for de medvirkende i ‘Gift ved første blik’. For i samme øjeblik at noget er vigtigt og betyder noget for os, dukker tvivlen og de negative tanker op: Så snart vi bliver forelskede, får vi tvivlstanker om hvorvidt kærligheden er gengældt. Og når vi føler os elsket, får vi negative tanker om, at kærligheden en dag kan forsvinde.

Mening og negative tanker hænger altså uløseligt sammen!

Men det er langt fra det samme som, at det er en god idé, at man hopper på tvivlen og de negative tanker og reagere på dem. I så fald risikerer man at reagere på en måde, som er temmelig uhensigtsmæssig og i værste fald er decideret skadelig for både én selv og for parforholdet.

Det kan eksempelvis være, at man hele tiden går og spekulerer over worst-case-scenarier som f.eks om partnere kunne finde på at droppe én. Eller man konstant tvivler på, om man nu også har fundet den rette partner eller måske kunne have fundet en anden udenfor eksperimentet, som er mere perfekt.

I så fald vil de medvirkende i eksperimentet ikke have det særligt godt, og måske begynde at udvise en adfærd, som ikke er hensigtsmæssig og kun gør ondt værre. Det kan f.eks. være, at man hele tiden søger forsikringer eller beroligelse hos partneren, eller man i overdreven grad giver partneren komplimenter i håb om at få komplimenter tilbage.

Sådan en adfærd er ikke rationel, fordi den bunder i tvivlstanker. Det er en adfærd, som grundlæggende er styret af tvivl og udelukkende tjener det formål, at dæmpe sin egen usikkerhed. Det er altså en adfærd, som ikke relaterer sig til parforholdet, men i bund og grund relaterer sig til én selv.

Problemet med adfærden er typisk, at den lægger et enormt pres på parforholdet. Som regel ender den da også med at ‘backfire’ dvs. den skaber endnu flere problemer end de problemer, der i forvejen eksisterede.

Lad og se hvad der sker, når de medvirkende i eksperimentet oplever tvivl og negative tanker. Hvad tror I, der sker?
Og kender I selv til situationer, hvor I hopper på jeres negative tanker og kommer til at gøre noget, der er knap så smart?

Smid endelig en kommentar i kommentarfeltet – også hvis du har noget helt tredje på hjerte.

Kh Sisse

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Get shit done